Nyhedsmail januar 2016

I 2016 inviterer OPENspace dels til kunstneriske events, som vi selv arrangerer, dels til events, som vores samarbejdspartnere i Sverige og Skotland står for.

Vil du se fotos fra sommerens fantastiske dage med OPENspace på Emmaus, galleri og kursuscenter, så seher og her.

Kulturweekend med fokus på visuel kunst

“Kunst och tro” er en kulturweekend for kunstnere, kulturarbejdere, teologer og forkyndere på Kaggesholm Slot ved Stockholm 8. – 10. april 2016. Har du haft udbytte af OPENspace’s fora og temadage, vil du også have det af at mødes med vores svenske venner og kolleger. Temaet er Visuel kunst. Men programmet er krydret med danseperformance, musik, poesi, god mad, samtale, fællesskab og nadver. Temaerne retter sig mod evige spørgsmål, du må arbejde med som kunstner – i almindelighed – og måske specielt kunstnere med et kirkeligt tilhørsforhold: At kunsten ofte må forsvares og motiveres.

Skaber vi kunst for at kommunikere – eller bare for at skabe, fordi vi ikke kan ånde uden? Er kunsten til for sin egen skyld, eller er den et redskab for noget andet? Og hvad siger bibelen og teologerne om den visuelle kunst?

Janeric Johansson, som to gange tidligere har bidraget til OPENspace Camps mm., er en af talerne. Billedkunstner Karsten Auerbach fra OPENspace’s bestyrelse medvirker med Live Painting under oplæg og paneldebat.

Kunstnerisk gudstjenestelabyrint på Himmelske Dage i Kristi Himmelfartsferien

OPENspace medvirker i den omfattende eventHimmelske Dage i Københavns centrum 5.-8. maj. I et samarbejde med Kirkefondet skaber kunstnere tilknyttet OPENspace en kunstnerisk gudstjenestelabyrint, hvor de oldkirkelige gudstjenesteled bliver nyfortolket. Der vil også være forskellige arrangementer i teltet som kirkesalon med et eksistentielt tema, minikoncerter, oplæsning m.m.

Find os på Christiansborg Slotsplads, og tjekwww.openspace-art.dk eller www.himmelskedage.dk.

OPENspace laver “Playground” med københavnsk kirke 

OPENspace laver i samarbejde med den københavnske kirke KbhFri en kunstnerisk legeplads på KulturStationen Vanløse, hvor kirken holder gudstjenester. Det bliver til maj/juni med OPENspace-folk og kirkens præst, Anders Michael Hansen, som tidligere har medvirket som taler og deltager ved OPENspace camps og samtaler om kunst, tro og teologi.
   På “Playground” udforsker og udfolder vi os med forskellige kunstneriske udtryk og bidrager til kirkens gudstjeneste og måske med en udstilling på KulturStationen. Mere info følger.

Tag med på Wayfarer Arts Conference 13.-18. juni

OPENspace medvirker på vores ‘søsterorganisation’ Wayfarers kunstkonference, der i år finder sted på selve Freswick Castle, som deltagere på de seneste OPENspace-camps har hørt om. Det ligger på den nordøstlige spids af Skotland. Tidligere OPENspace-talere Murray Watts og Monique Schliedrecht er medarrangører. Man kommer dertil ved at tage tog fra Edinburgh til Wick, hvorfra man tager en taxa det sidste stykke vej. Der står ikke noget her på hjemmesidenendnu, men der kommer forhåbentlig mere information snart. Du kan også finde info påwww.openspace-art.dk, når vi ved mere. Men planlægningen er i fuld gang, og vi håber at mange af jer har lyst til at deltage! Kontakt os på dorte@openspace-art.dk, hvis du har spørgsmål.

Emmaus: KREA for unge 25.-28. august

Emmaus arrangerer en forlænget weekend med fokus på kreativitet for unge. Du kan læse mere her. De skriver:

“Vi vil gerne udfordre på kunst og krop og kreativitet og kristendom og kultur – og en hel masse andet med andre begyndelsesbogstaver…”

Det er ikke OPENspace, der er arrangør, men vi har arbejdet meget sammen med Emmaus, holdt camps/events der, og vil gerne slå et slag for denne event!

Nyt bestyrelsesmedlem i OPENspace

Benedicte Ostersen er trådt ind i OPENspace’ bestyrelse. Hun har deltaget i flere events og var medarrangør af OPENspace-dagene 2015 på Emmaus – galleri og kursuscenter. Benedicte har overtaget kassererkasketten og er i høj grad en styrkelse af ‘eksistens’-dimensionen i OPENspace, forum for kunst, tro og eksistens. Hun er uddannet lærer og cand.pæd. i pædagogisk filosofi, arbejder som VUC-lærer og synger i gospelkor.